At besøge et træ

Sofie: Kender du den slags dage, hvor der er mange tanker og uro indeni? Sådan en dag, hvor man har lyst til at gå lidt for sig selv og lade alting bundfælde sig. Men hvordan?

Jeg forbinder det, at tankerne bundfælder sig, med tyngdekraft. Nedadgående energi. Grounding. Jordforbindelse.

For at få den fornemmelse, finder jeg det aldeles hjælpsomt at opsøge nogen eller noget, der har rødderne dybt plantet i jorden. Et stort, gammelt træ, f.eks.

At gå en tur.
Udse sig et træ, og fornemme, om man må komme på besøg.
At bevæge sig helt ind til stammen og finde et sted at sidde.
Måske viser stammen sig at have en lille siddeplads.
Så kan det næsten føles som at få et lår at sidde på.
At læne sig ind mod stammen.
At mærke træets rolige energi.
At spejle træets ubekymrethed.
Fraværet af tanker. Af bekymringer.
At spejle dets Væren.

At lytte efter råd.
Måske stille spørgsmål.
Måske dele en bekymring.
Måske bare blive stille.
Og lytte.

Hvad dukker op?

At rejse sig igen, når tiden er inde.
At tage kontakt til træet med hænderne.
Kinden. Et knus?

At sige tak for ro og råd.

At bære træets Væren med sig.