Kompagniet ILT er i gang med at udvikle vores næste scenekunstneriske ceremoni Den lille død – en hyldest til vinteren i og omkring os, som har premiere i løbet af vinteren 2025/2026. Ceremonien hylder vinterens energier og døden, som symbol på overgang, transformation og at give slip. Et af de smukkeste billeder på dette er metamorfosen.
Vi er dybt inspireret af Laura Storms og Giles Hutchins tanker og forskning i det regenerative paradigme og derfor citerer vi her nedenunder fra deres bog Regenerativ Ledelse, om metamorfosens smukke proces:
De første faser er karakteriseret af et ”sammenbrud”, hvor larvens gamle strukturer begynder at gå i opløsning. Undervejs i processen slutter såkaldte ”imaginalceller” sig sammen i en række klynger, eller ”imaginalskiver”. Imaginalcellerne er kimen til fremtidens potentiale, da de indeholder en form for blueprint af den fuldvoksne sommerfugl. De eksisterer altid i sommerfugl-larven, men det er først i puppestadiet, når larven begynder at nedbryde sig selv, at de vågner og grupperer sig.
I begyndelsen af sammenbrudsfasen stritter sommerfugl-larven voldsomt imod og bruger al sin energi (antistoffer og lignende) på at bekæmpe imaginalcellerne, for den opfatter dem som en trussel mod den virkelighed, den er vant til, mod status quo.
Men de forbundne imarginalceller er vedholdende, og på et tidspunkt nås et ”tipping point” i sommerfugl-larvens indre, et kritisk vendepunkt, som baner vejen for fundamental forandring. Imaginalcellerne bliver nu opfattet som det, de er, nemlig modeller på et højere potentiale, og energien bliver brugt på at nære dem i stedet for at underminere dem. Metamorfosen skrider frem, og sommerfuglen bryder til slut frem fra puppen.
En fantastisk metafor for den periode, vi lige befinder os i.
-Hutchins og Storm fra Regenerativ Ledelse 2023.
Hutchins og Storm beskriver her en transformerende proces, som hver eneste sommerfugl-larve gennemgår. Mange af os kan måske også genkende denne proces i vores eget indre liv, når vi skal forlade noget, lukke en dør, give slip på en relation eller en fase i livet der har gjort os godt og hjulpet os, men som vi nu skal tage afsked med. Og, som nævnes ovenover, en fantastisk metafor for den periode, vores samfund befinder sig i.