En stor del af vores kreative arbejdsmetode er publikumsudvikling.
Vinteren 2024 og foråret 2025 publikumsudviklede ILT konceptet/genren scenekunstnerisk ceremoni i samråd og samskabelse med elever på Ryslinge Højskole.
Vi oplevede denne arbejdsmetode som meget interessant og givende for vores kreative arbejde. På baggrund af vores nyvundne erfaringer med denne arbejdsmetode, er vi i gang med at samle en gruppe frivillige publikummere til et fællesskab, der fungerer som ILTs sparringstank og publikumsudviklende gruppe.
Vi kalder denne publikumssparringstank Resonans.
Vi ønsker at skabe et åbent og transparent kreativt rum, med fokus på vidensdeling, resonans og sparring. I Resonans vil vi samle mennesker med fokus på diversitet i køn, alder og interesser. Et fællesskab af mennesker, der har lyst til at være med til at publikumsudvikle de scenekunstneriske ceremonier sammen med os.
Hvis du har interesse i natur og kunst og har lyst til at være en del af dette fællesskab, SÅ ER DU HJERTELIG VELKOMMEN.
Der er ikke noget du forpligter dig til. Du vil modtage en invitation til vores prøver, inden premiere. Her inviteres du til at komme og opleve vores scenekunstneriske ceremoni på et tidligt stadie, inden den er færdig.
Bagefter vil vi mødes til en samtale om hvad I har oplevet og hvilke dele af oplevelsen, der resonerer i dig. Du vil få indblik i vores kreative arbejdsmetode og kunstneriske proces, inden opførelserne er klar til offentligheden.
Derudover inddrages medlemmer af Resonans, som hjælpere på selve dagen, med at pynte og stille op, agere naturværter under den scenekunstneriske ceremoni og rydde op bagefter. Det er ikke forpligtende, men hvis du har tid og lyst, kan du møde op og give en hjælpende hånd og samtidig være udendørs, sammen med os i Kompagniet ILT og andre Resonans-medlemmer, der deler din interesse og passion for natur, fællesskab og scenekunst.
Kompagniet ILT vil invitere medlemmerne i Resonans til resonans-cirkler et par gange om året, hvor vi styrker fælleskabet og forbindelsen mellem ILT, Resonans, naturen og scenekunsten.
Vil du med?
Kontakt os på: info@kompagniet-ilt
Sommeren 2026
I forbindelse med opførelsen af vores sommerceremoni Hymne til naturen – med årstidens smage vil Kompagniet ILT og vores vidunderlige samarbejdspartner Seasonal Slice (hjemmeside: https://heirloomfoodproject.com/seasonal-slice) invitere Resonans og andre frivillige til at sanke hyldeblomster og andet godt fra naturen sammen med os på Fælleden. Frugterne fra denne dagen, vil I få mulighed for at smage på, hvis I deltager i vores sommerceremoni senere på sommeren.
Hold øje med vores hjemmeside og Instagram/Facebook for datoer til sankning og opførelser af Hymne til naturen.